Horsens Shotokan Karate er en moderne kampsportsklub. Som navnet antyder træner vi den traditionelle japanske stilart Shotokan (læs mere under ”om karate”). Vi træner både traditionel karate og sportskarate men kommer også omkring selvforsvar med udgangspunkt i karateteknikker.
Shotokan Karate er ikke en kampsport med fuld kontakt. Vi lærer at markere på vores modstandere, og at kontrollere vores teknikker.
Træningen
Når man starter med karate kan man forvente en alsidig fysisk (men ikke nødvendigvis fysisk hård, selvom det måske kan føles sådan i starten) fritidsbeskæftigelse. Det tekniske og fysiske niveau øges langsomt i takt med at kroppen og ikke mindst hovedet får fat i grundteknikkerne, og koordineringen af arme og ben falder mere naturligt. Grundteknikkerne består af forskellige stillinger, parader, stød og spark. Når grundteknikkerne er på plads arbejder man videre med forskellige kombinationer af teknikkerne, med og uden modstander.
Bælter
Karate er opbygget således at der hele tiden bygges nye ting på den eksisterende kunnen og bæltesystemet inden for bl.a. karate afspejler også dette. Som begynder i karate starter man med et hvidt bælte. To gange om året afholder vi det der hedder graduering hvor man har mulighed for at teste sin kunnen og få tildelt et farvet bælte. Til en graduering viser man således det man lært og trænet på det sidste halve år. Er det niveau man har opnået tilfredsstillende, får man retten til at bære en ny bæltefarve (se bæltefarverne under Om karate).
Hvem kan træne?
Alle kan træne, både børn og voksne, kvinder og mænd. Der tages hensyn til individuelle fysiske forhold. Vi har en nedre aldersgrænse der hedder 5 år, men derudover er karate for alle og det er aldrig for sent at starte.
Vi oplever ofte at forældre til børn, der er startet i klubben, selv får lyst til at gå i gang med sporten, når de har fået en fornemmelse for hvad karate egentligt er.
Hvad træner jeg i?
Karatetræning foregår i en hvid gi (karatedragt) og med bare tæer. Som begynder kan man fint starte med at træne i almindeligt træningstøj (t-shirt og shorts eller joggingbukser). Medbring også gerne en flaske med vand til under træningen. Vi har omklædningsrum med gode badeforhold og sauna.
Hvad er nu det for noget med at det bukkeri?
I karate viser vi vores respekt ved at bukke for hinanden, for vores instruktør og også ved ind og udgang til vores dojo (træningssal). Før træning bruger vi også lige et par minutter på at tømme hovedet for dagens tanker mens vi sidder med lukkede øjne. Enhver træningstime starter og slutter således med denne meditation som vi kalder Zazen. Men selvom vi er høflige, og vores sport stammer fra Japan, så hersker der en naturlig stemning og afslappethed og selvom det er en individuel sport, så har vi et godt socialt sammenhold i klubben.
Nogle bivirkninger ved karate
• Bedre koncentrationsevne
• Bedre balance
• Bedre koordination
• Fysisk bedre form
• Større smidighed
Hvordan kommer jeg i gang?
Er du interesseret i at træne karate så kontakt klubben pr. email og få at vide hvornår du kan møde til træning.
Vi tilbyder alle nye medlemmer 14 dages gratis, uforpligtende prøvemedlemskab.